Vision og målsætning
Vision, værdier og målsætning
Vision
Suså IF er en klub, hvor succes måles på at have så mange spillere som muligt - så længe som muligt. Det skal være sjovt, trygt og menneskeligt udviklende at spille fodbold i Suså If. Derfor bør alle spillere få de samme muligheder for at udvikle sig, uanset spillerstyrke.
Vi vil gerne sikre, at alle trives i klubben. Vi lægger vægt på, at fodboldmæssig og social udvikling går hånd i hånd. Vi deltager også i samarbejde med Brøndby If, hvor trænere og spillere med ”lyst og talent” kan prøve kræfter og udvikle deres talent til gavn og glæde for den enkelte spiller / træner og klubben som helhed.
Værdier
Klubånd - Vi repræsenterer vores klub med gejst, vilje og stolthed. Trænere, ledere, udvalgte, forældre og medlemmer forpligtes til at udvise engagement i alle klubbens gøremål, og involvere sig maksimalt for at klubben til stadighed udvikler sig, og dermed gøre det til en attraktiv klub for alle.
Respekt / Fairplay - Vi respekterer hinanden, medspillere som modspillere og dommere, så fodbold bliver en god oplevelse.
Åbenhed - I Suså IF ønskes stor åbenhed i forhold til ting, der rører sig i klubben.
Der tales kun et "sprog". Alle beslutninger, holdninger og vedtagne regler formidles gennem klubbens hjemmeside.
Ærlighed - Alle med tilknytning til Suså IF - trænere, ledere, udvalgte, medlemmer, forældre og sponsorer skal i alle henseender optræde ærligt.
Loyalitet - Alle med tilknytning til Suså IF - trænere, ledere, udvalgte, medlemmer, forældre og sponsorer er loyale overfor de beslutninger, politikker og aftaler, der er truffet.
I det omfang det er muligt, skal man støtte vores samarbejdspartnere.
Målsætning
Klubbens målsætning er:
- At udbrede kendskabet og interessen for fodbold.
- At være en klub, hvor alle kan spille fodbold på det niveau, der evnes og måtte ønskes.
- At markere Suså If som en velfungerende klub, der er kendt for sin sportsånd og fairplay indstilling.
- At styrke klubånd gennem et tæt samarbejde og stærkt socialt samvær mellem spillere, forældre og trænere / ledere.
- At vi har gode og kvalificerede trænere, der har den nødvendige uddannelse og løbende tilbydes nødvendige kurser / uddannelser.
- At være en del af nærområdet og have et bredt samarbejde med lokale idrætsforeninger i hele Næstved Kommune.
- At have hold i alle årgange.
- At det skal være sjovt, trygt og menneskeligt udviklende at spille fodbold i Suså If .
- At alle spillere får de samme muligheder for at udvikle sig - uanset spillerstyrke.
- At alle trives i klubben.